SLUTBRUGERLICENSAFTALE FOR EPIC GAMES MOBILE

Sidst opdateret 14/09/2026

Læs denne aftale omhyggeligt igennem. Dette er et juridisk dokument, der forklarer dine rettigheder og forpligtelser i forbindelse med din brug af Epic Games Store-appen, Epic Games-appen og softwaren, herunder eventuelle tjenester, som du får adgang til, eller køb, som du foretager gennem softwaren. Ved at downloade eller bruge Epic Games Store-appen, Epic Games-appen eller softwaren, eller på anden måde angive din accept af denne aftale, accepterer du at være bundet af vilkårene i denne aftale. Hvis du ikke accepterer eller ikke kan acceptere vilkårene i denne aftale, bedes du undlade at downloade eller bruge Epic Games Store-appen, Epic Games-appen eller denne software.

Bemærk, at funktionaliteten af Epic Games Store-appen og Epic Games-appen kan variere afhængigt af det land og den platform, du tilgår dem fra.

Nærmere bestemt ønsker vi at fremhæve nogle vigtige vilkår, politikker og procedurer i denne aftale. Ved at acceptere denne aftale:

1. Accepterer du også de nedenstående Epic-politikker og -vilkår, der udtrykkeligt er indarbejdet i denne aftale. Du bedes omhyggeligt gennemlæse:

Vores databeskyttelsespolitik (https://www.epicgames.com/privacypolicy), der forklarer, hvilke oplysninger vi indsamler fra dig, og hvordan vi beskytter dem.

Vores politik om fanindhold (https://www.epicgames.com/fan-art-policy), der forklarer, hvad du må og ikke må gøre med Epics intellektuelle ejendom i det indhold, du skaber.

Vores tjenestevilkår (https://www.epicgames.com/tos), der forklarer reglerne for vores websteder.

2. Du og Epic accepterer at bilægge tvister mellem os via individuel voldgift (ikke i retten). Vi mener, at den alternative tvistbilæggelsesproces med voldgift vil bilægge eventuelle tvister retfærdigt, samt hurtigere og mere effektivt end formelle retssager. Afsnit 13 forklarer processen nærmere. Vi har placeret dette afsnit i begyndelsen af dokumentet (og med store bogstaver), fordi det er vigtigt:

DENNE AFTALE INDEHOLDER EN BINDENDE BESTEMMELSE OM INDIVIDUEL VOLDGIFT OG AFKALD PÅ GRUPPESØGSMÅL. HVIS DU ACCEPTERER DENNE AFTALE, ACCEPTERER DU OG EPIC AT BILÆGGE VISSE TVISTER VED BINDENDE, INDIVIDUEL VOLDGIFT OG GIVER AFKALD PÅ RETTEN TIL AT INDBRINGE SAGEN FOR EN DOMSTOL, ENTEN INDIVIDUELT ELLER SOM DEL AF ET GRUPPESØGSMÅL, OG EPIC ACCEPTERER AT BETALE DINE VOLDGIFTSOMKOSTNINGER FOR ALLE TVISTER PÅ OP TIL 10.000 USD, DER FREMSÆTTES I GOD TRO (SE AFSNIT 13).

FOR AT INDGÅ DENNE AFTALE SKAL DU VÆRE MYNDIG, DVS. HAVE NÅET DEN LOVBESTEMTE MYNDIGHEDSALDER, I DIT BOPÆLSLAND. DU ER JURIDISK OG ØKONOMISK ANSVARLIG FOR ALLE HANDLINGER, DER FORETAGES VED BRUG AF ELLER TILGANG TIL VORES SOFTWARE, HERUNDER HANDLINGER, DER UDFØRES AF ENHVER PERSON, SOM DU GIVER ADGANG TIL DIN KONTO. DU BEKRÆFTER, AT DU HAR NÅET DEN LOVBESTEMTE MYNDIGHEDSALDER, OG AT DU FORSTÅR OG ACCEPTERER DENNE AFTALE (HERUNDER DENS VILKÅR FOR TVISTBILÆGGELSE). HVIS DU ER UNDER MYNDIGHEDSALDEREN, SKAL DIN FORÆLDER ELLER VÆRGE ACCEPTERE DENNE AFTALE.

Hvis du bruger tredjepartssoftware eller -tjenester, kan databeskyttelsespolitikken for den relevante licensgiver eller udgiver også regulere din brug af den/de pågældende software eller tjenester. Ved at downloade eller bruge softwaren accepterer du også Epics tjenestevilkår og bekræfter, at du har læst Epics databeskyttelsespolitik.
Visse ord eller sætninger har visse betydninger, når de bruges i denne aftale. Disse ord og sætninger er defineret nedenfor i afsnit 17.
1. Tildeling af licens
1.1 Standardlicens til software
Epic driver Epic Games Store-appen og kan give dig mulighed for at tilføje software til dit bibliotek, enten ved at købe en licens til softwaren eller ved at føje den til dit bibliotek uden beregning (hver gang du tilføjer software til dit bibliotek, er det en “transaktion”).

Medmindre andet er angivet i afsnit 1.2, tildeler Epic dig en personlig, ikke-eksklusiv, ikke-overdragelig, ikke-underlicenserbar begrænset ret og licens til at bruge softwaren og de tilknyttede tjenester til din personlige og ikke-kommercielle brug ("licensen"). De rettigheder, som Epic tildeler dig i henhold til licensen, er underlagt vilkårene i denne aftale, og du må kun gøre brug af licensen, hvis du overholder alle gældende vilkår.

Licensen til Epic Games Store-appen træder i kraft på den dato, hvor du accepterer denne aftale. Licensen til Epic Games-appen træder i kraft, når du downloader, tilgår eller bruger Epic Games-appen. Licensen til anden software træder i kraft på den dato, hvor du gennemfører en transaktion for softwaren. Softwaren er licenseret, ikke solgt, til dig i henhold til licensen. Licensen tildeler dig ikke eventuel adkomst til eller ejerskab af softwaren.

I sjældne tilfælde kan softwaren, efter at du har gennemført en transaktion for software, blive fjernet fra Epic Games Store-appen (for eksempel, fordi udvikleren stopper med at understøtte et onlinespil) og blive utilgængelig for yderligere download eller adgang fra Epic Games Store-appen.
1.2 Udviklerlicens til software
Bestemt software og tjenester kan være underlagt yderligere eller alternative licensvilkår mellem dig og udvikleren (“softwarespecifikke vilkår”). Softwarespecifikke vilkår er i tillæg til licensen, der tildeles i denne aftale, medmindre (a) de softwarespecifikke vilkår præsenteres for dig under en transaktion, og (b) Epic angiver, at softwaren udelukkende licenseres i henhold til de softwarespecifikke vilkår. I tilfælde af eventuel uoverensstemmelse mellem bestemmelserne i denne aftale og bestemmelserne i eventuelle yderligere softwarespecifikke vilkår, har bestemmelserne i denne aftale forrang. Eventuelle softwarespecifikke vilkår, som du accepterer, er udelukkende mellem dig og udvikleren. Epic er ikke part i sådanne softwarespecifikke vilkår, medmindre Epic er udvikleren.
1.3 App Stores
Softwaren kan gøres tilgængelig gennem tredjepartsapplikationsbutikker (f.eks. Apple App Store eller Google Play Butik) (“App Stores”). Hvis du downloader softwaren fra en App Store, anerkender du, at:

(a) denne aftale indgås mellem dig og Epic og ikke med den relevante App Store;
(b) App Store ikke er ansvarlig for softwaren eller dens indhold og ikke har nogen forpligtelse til at levere vedligeholdelses- eller supporttjenester eller til at håndtere krav vedrørende softwaren (f.eks. produktansvar, juridisk overholdelse eller krænkelse af immaterielle rettigheder);
(c) når du bruger softwaren, skal du overholde App Stores gældende vilkår og politikker, og hvis du ikke gør det, kan din licens til at bruge softwaren blive tilbagekaldt; og
(d) App Store og dets koncernselskaber kan håndhæve denne aftale direkte over for dig.
2. Licensbetingelser
Du må ikke udføre nogen af følgende i forbindelse med softwaren eller nogen af deres dele: (a) bruge den kommercielt eller til et salgsfremmende formål; (b) bruge den på mere end én enhed ad gangen; (c) kopiere, gengive, vise, fremføre eller på anden måde bruge den på en måde, der ikke udtrykkeligt er godkendt i denne aftale eller dens softwarespecifikke vilkår; (d) sælge, leje, lease, licensere, distribuere eller på anden måde overføre den, herunder på rootede eller “jailbroken” enheder; (e) foretage reverse engineering af, udlede kildekode fra, ændre, tilpasse, oversætte, dekompilere eller adskille den eller skabe afledte værker baseret på den; (f) fjerne, deaktivere, omgå eller ændre enhver form for meddelelse eller mærke om ejendomsret eller sikkerhedsteknologi, der er indeholdt i den; (g) skabe, udvikle, distribuere eller bruge eventuelle uautoriserede softwareprogrammer til at drage fordel i eventuelle online- eller andre spiltilstande; (h) bruge den til at krænke eller overtræde eventuelle tredjeparters rettigheder, herunder, men ikke begrænset til, eventuelle immaterielle, omtale- eller databeskyttelsesrettigheder; (i) bruge, eksportere eller genudføre den i strid med gældende love eller forordninger; eller (j) opføre dig på en måde, der er til skade for andre brugeres nydelse af softwaren eller tjenesterne som tilsigtet af Epic, efter Epics eget skøn, herunder, men ikke begrænset til, følgende – snyd, chikane, brug af krænkende eller stødende sprog, forladte spil, spilsabotage, spamming, social engineering eller svig.
3. Opdateringer og programrettelser
Epic kan tilvejebringe programrettelser, opdateringer eller opgraderinger til softwaren, der skal installeres, for at du kan fortsætte med at bruge softwaren eller tjenesterne. Epic kan opdatere softwaren eksternt uden at underrette dig, og du giver hermed dit samtykke til, at Epic anvender programrettelser, opdateringer og opgraderinger. Epic kan ændre, suspendere, ophøre med at levere, erstatte eller begrænse din adgang til ethvert aspekt af softwaren eller tjenesterne til enhver tid. Du anerkender, at din brug af softwaren eller tjenesterne ikke tildeler dig nogen interesse, hverken monetær eller på anden måde, i noget aspekt eller nogen funktion i softwaren eller tjenesterne, herunder, men ikke begrænset til, eventuelle belønninger i spillet, præstationer, karakterniveauer. Du anerkender også, at eventuelle karakterdata, spilfremskridt, spiltilpasninger eller andre data relateret til din brug af softwaren eller tjenesterne kan ophøre med at være tilgængelige for dig når som helst uden varsel fra Epic, herunder uden begrænsning efter implementering af en programrettelse, opdatering eller opgradering udført af Epic. Epic har ingen vedligeholdelses- eller supportforpligtelser med hensyn til softwaren eller tjenesterne.
4. Mods
Epic kan give dig tilladelse til at bruge tjenesterne til at skabe, udvikle, uploade, indsende, sende eller på anden måde gøre tilføjelser, forbedringer, ændringer eller andet brugergenereret indhold til visse videospil (“Mods”) tilgængeligt for Epic og andre brugere, som tilladt af udvikleren eller udgiveren af sådanne videospil (“rettighedsindehaver”). Du skal overholde alle tredjeparters gældende brugsvilkår, slutbrugerlicensaftaler og politikker vedrørende Mods, herunder eventuelle aftaler eller politikker tilvejebragt af rettighedsindehaveren eller eventuel gældende platform, hvorpå Mods skal distribueres (f.eks. iOS, Android, osv.). For hvert Mod skal du tilvejebringe fuldstændige og nøjagtige oplysninger som svar på alle anmodninger fra Epic eller rettighedsindehaveren vedrørende brugen af immateriel ejendom i Mod'et, Mod'ets sikkerheds- og databeskyttelsesforanstaltninger og -processer, samt oplysninger, der er relevante for indholdsvurderinger, og du er ansvarlig for at sikre, at Mod'et er, og forbliver, kompatibelt med tjenesterne og det eller de relevante computerspil.

Du erklærer og garanterer, at dine Mods ikke (1) overtræder gældende lovgivning, (2) overtræder eller krænker eventuelle tredjepartsrettigheder, herunder immaterielle rettigheder eller databeskyttelses-, omtale- eller moralske rettigheder, eller (3) indeholder virusser eller ondsindet kode eller indhold, såsom software, der forstyrrer, afbryder, beskadiger eller giver uautoriseret adgang til enheder, servere, netværk eller andre ejendomme eller tjenester tilhørende tredjeparter. Epic forbeholder sig ret til efter eget skøn at fjerne alle Mods.

Epic vil ikke sælge dine Mods, medmindre du har indgået en særskilt aftale med Epic, der tillader det. Du anerkender og accepterer, at (1) du ikke er berettiget til nogen form for kompensation fra Epic for dine Mods, medmindre dette udtrykkeligt er fastsat i en særskilt aftale med Epic, (2) Epic ikke har nogen forpligtelse til at acceptere, distribuere eller gøre nogen af dine Mods tilgængelige, (3) Epic vil videregive din e-mailadresse til rettighedsindehavere for at gøre det muligt for rettighedsindehavere at kontakte dig i forbindelse med dine Mods, og (4) Epic kan videresende krav eller meddelelser til dig om, at du ikke har alle nødvendige rettigheder til dit Mod.

Ved at indsende Mods til Epic tildeler du hermed Epic en ikke-eksklusiv, fuldt betalt, royaltyfri og tilbagekaldelig licens til at bruge, kopiere, ændre, distribuere, offentligt fremføre og offentligt vise dine Mods med henblik på at gøre det muligt for slutbrugere at installere og bruge Mods’ene.
5. Feedback
Hvis du giver Epic nogen form for feedback, tildeler du hermed Epic en ikke-eksklusiv, fuldt betalt, royaltyfri, uigenkaldelig, evig, overdragelig og underlicenserbar licens til at bruge, gengive, distribuere, ændre, tilpasse, skabe afledte værker baseret på, offentligt fremføre, offentligt vise, fremstille, få fremstillet, bruge, sælge, tilbyde at sælge, importere og på anden måde udnytte den pågældende feedback til ethvert formål ved enhver nuværende og fremtidig metode og i enhver form for udnyttelse i ethvert land. Hvis sådanne rettigheder ikke kan licenseres i henhold til gældende lovgivning (såsom moralske og andre personlige rettigheder), giver du hermed afkald på og accepterer ikke at gøre sådanne rettigheder gældende. Du forstår og accepterer, at Epic ikke er forpligtet til at gøre brug af eventuel feedback, som du giver. Du accepterer, at hvis Epic gør brug af din feedback, er Epic ikke forpligtet til at anerkende eller kompensere dig. Du erklærer og garanterer, at du har tilstrækkelige rettigheder til eventuel feedback, som du giver Epic, til at tildele Epic og andre berørte parter de rettigheder, der er beskrevet ovenfor. Dette omfatter, men er ikke begrænset til, immaterielle rettigheder og andre ejendomsrettigheder eller personlige rettigheder.
6. Ejerskab/tredjepartslicenser
Som mellem dig og Epic ejer Epic og dennes licensgivere al adkomst, samt alle ejerskabsrettigheder og immaterielle rettigheder i og til softwaren og tjenesterne. Epic, Epic Games, Unreal, Unreal Engine og deres respektive logoer er varemærker eller registrerede varemærker tilhørende Epic og dennes tilknyttede selskaber i USA og andre steder. Alle rettigheder, der tildeles dig i henhold til denne aftale, tildeles kun ved udtrykkelig licens og ikke ved salg. Ingen licens eller andre rettigheder vil blive oprettet i henhold til nærværende aftale, hverken indirekte, ved berettiget antagelse eller på anden måde.
7. Ansvarsfraskrivelser og ansvarsbegrænsning
Softwaren og tjenesterne stilles til rådighed "som de er og forefindes" og "som tilgængelige", "med alle fejl" og uden nogen form for garanti. Epic, dennes tilknyttede selskaber, samt dennes og deres licensgivere og tjenesteudbydere (samlet benævnt "Epic-parterne") fraskriver sig alle erklæringer, garantier og betingelser (uanset om de er udtrykkelige eller underforståede) med hensyn til softwaren og tjenesterne, herunder, men ikke begrænset til, i forbindelse med ikke-krænkelse, salgbarhed eller egnethed eller hensigtsmæssighed til et bestemt formål (uanset om en Epic-part kender eller har grund til at kende til et sådant formål), uanset om disse måtte følge af lovgivning, sædvane, branchebrug eller forretningsforløb. Uden at begrænse det generelle i det foregående, giver Epic-parterne ingen garanti for, at (1) softwaren eller tjenesterne vil fungere korrekt, (2) driften af softwaren eller tjenesterne vil være uafbrudt eller fri for fejl, mangler eller malware (såsom virusser), eller (3) eventuelle fejl eller mangler i softwaren eller tjenesterne kan eller vil blive rettet. Dette afsnit gælder i det videst mulige omfang tilladt ved gældende lov.

I det videst mulige omfang tilladt ved gældende lov, er Epic-parterne ikke ansvarlige for eventuelt tab af fortjeneste eller for eventuelle indirekte, hændelige, følgemæssige, særlige, pønalt begrundede eller afskrækkende skadeserstatninger, der måtte opstå som følge af eller i forbindelse med denne aftale, softwaren eller tjenesterne, selv hvis en Epic-part er blevet underrettet om muligheden for sådanne skadeserstatninger. Endvidere gælder det i videst mulige omfang tilladt ved gældende lov, at Epic-parternes samlede ansvar, der måtte opstå som følge af eller i forbindelse med denne aftale eller softwaren eller tjenesterne, ikke må overstige de samlede beløb, du har betalt (hvis noget) til Epic for den pågældende software eller tjeneste, som ansvaret vedrører, i de tolv (12) måneder umiddelbart forud for de hændelser, der gav anledning til et sådant ansvar. Disse begrænsninger og udelukkelser vedrørende skadeserstatninger gælder, selvom eventuelt retsmiddel ikke formår at yde tilstrækkelig kompensation.

Som anvendt i ovenstående udelukkelse af visse garantier og ansvarsbegrænsninger, omfatter betegnelsen "Epic-parter" udvikleren af en software, der licenseres til dig i henhold til denne aftale, medmindre du har accepteret softwarespecifikke vilkår for den pågældende software eller tjeneste, som indeholder en ansvarsfraskrivelse for udviklerens garantier og en begrænsning af udviklerens erstatningsansvar.

Uanset det foregående tillader nogle lande, stater, provinser eller andre retskredse ikke udelukkelse af visse garantier eller ansvarsbegrænsninger som angivet ovenfor, og derfor gælder ovenstående vilkår muligvis ikke for dig. I sådanne retskredse gælder de foregående udelukkelser og begrænsninger kun i det videst mulige omfang tilladt ved gældende lov i de pågældende retskredse. Derudover kan du have yderligere juridiske rettigheder i din retskreds, og intet i denne aftale vil påvirke de lovpligtige rettigheder, du måtte have som forbruger af softwaren eller tjenesterne.
8. Skadesløsholdelse
Du accepterer at skadesløsholde Epic-parterne, betale deres forsvarsomkostninger og fritage Epic-parterne samt deres respektive medarbejdere, ledere, direktører, agenter, kontrahenter og andre repræsentanter for alle krav, fordringer, søgsmål, tab, forpligtelser og udgifter (herunder advokatsalærer, omkostninger og gebyrer til sagkyndige vidner), der måtte opstå som følge af eller i forbindelse med (a) ethvert krav som, hvis det er sandt, vil udgøre en krænkelse fra din side af denne aftale eller uagtsomhed fra din side, (b) enhver handling eller undladelse fra din side ved brug af softwaren eller tjenesterne, eller (c) ethvert krav om krænkelse eller overtrædelse af eventuel tredjeparts immaterielle rettigheder, der måtte opstå som følge af Epics brug af din feedback. Du accepterer at refundere Epic-parterne på forlangende for eventuelle forsvarsomkostninger, som Epic-parterne måtte pådrage sig, samt eventuelle betalinger foretaget eller tab lidt af Epic-parterne, hvad enten det sker via en retskendelse eller et forlig, baseret på ethvert anliggende, der er omfattet af nærværende afsnit 8.

Hvis du ved lov er forhindret i at indgå ovenstående skadesløsholdelsesforpligtelse, påtager du dig, i det videst mulige omfang tilladt ved gældende lov, alt ansvar for alle krav, fordringer, søgsmål, tab, forpligtelser og udgifter (herunder advokatsalærer, omkostninger og gebyrer til sagkyndige vidner) vedrørende den angivne genstand for skadesløsholdelsesforpligtelsen ovenfor.

Som anvendt i ovenstående skadesløsholdelsesbestemmelser omfatter betegnelsen “Epic-parter” tredjepartsudvikleren af software, der er licenseret til dig i henhold til denne aftale, medmindre du har accepteret softwarespecifikke vilkår for den pågældende software eller tjeneste, som omfatter en skadesløsholdelse af udvikleren.
9. Opsigelse
Uden at begrænse nogen af Epics andre rettigheder vil denne aftale automatisk opsiges uden varsel, hvis du undlader at overholde nogen af dens vilkår og betingelser. Du kan også opsige denne aftale ved at slette alle kopier af softwaren. Ved eventuel opsigelse vil licensen automatisk ophøre, du må ikke længere udøve nogen af de rettigheder, som licensen tildeler dig, og du skal tilintetgøre alle kopier af softwaren i din besiddelse.
Bortset fra hvad der udtrykkeligt er angivet andetsteds heri, eller i det omfang påkrævet ved lov, kan alle betalinger og gebyrer ikke refunderes under nogen omstændigheder, uanset om denne aftale er blevet opsagt eller ej.
Afsnit 2, 4-14, 16-18 består efter eventuel opsigelse af denne aftale.
10. Køb og betaling
Via Epic Games Store-appen og tjenesterne kan Epic give dig mulighed for at købe softwarelicenser og/eller tjenester ved hjælp af din Epic-konto. Indbetaling på og brug af en Epic-kontosaldo til at foretage sådanne køb er underlagt Epics tjenestevilkår. Eventuel kampagnekode, som gives til dig til at købe eller indløse til softwarelicenser og/eller tjenester, kan være underlagt yderligere vilkår og betingelser forbundet med kampagnen, tilbuddet eller kuponen. Når du tilvejebringer et betalingskort, en kampagnekode eller anden betalingsmetode for Epic for at foretage et køb, erklærer du over for Epic, at du er den autoriserede bruger af betalingsmetoden, og du giver Epic tilladelse til at debitere din betalingsmetode for købsbeløbet, inklusive salgsafgifter, moms eller andre gældende skatter. Du er ansvarlig for alle køb foretaget via din Epic-konto.

Derudover kan en udvikler gøre det muligt for dig at købe digitale varer og tjenester til brug i deres software ved hjælp af en betalingsmetode, som ikke leveres af Epic gennem tjenesterne. Du må ikke gennemføre sådanne betalinger eller transaktioner eller bruge sådanne digitale varer eller tjenester til eventuelt ulovligt formål. Sådanne betalinger og transaktioner er udelukkende mellem dig og udvikleren i henhold til udviklerens salgsvilkår eller slutbrugerlicensaftalen mellem dig og udvikleren. Epic er ikke part i sådanne betalinger eller transaktioner.
11. Epic Rewards-programmet
11.1 Programbeskrivelse
Alle brugere af Epic Games Store-appen bliver automatisk tilmeldt Epic Rewards-programmet (“programmet”). I henhold til programmet optjener du belønninger baseret på kvalificerende køb foretaget i Epic Games Store-appen ved hjælp af din konto (“kontoen”), herunder abonnementsbetalinger. For hvert kvalificerende køb vil en procentdel af købsbeløbet (eksklusive skatter og andre gebyrer, hvis nogen), som bestemmes af Epic efter eget skøn og oplyses til dig før ethvert kvalificerende køb, blive krediteret din konto ("Epic Rewards"). Epic Rewards kan bruges til fremtidige kvalificerende køb via Epic Games Store-appen og visse andre Epic-onlinebutikker.

Fra tid til anden kan Epic tilbyde muligheden for at optjene Epic Rewards på yderligere måder, eller også kan procentdelen af køb, som du kan optjene i Epic Rewards, blive øget i en begrænset periode.
Epics beslutninger vedrørende antallet af optjente Epic Rewards er endelige og bindende.
Epic Rewards vil ikke være tilgængelige til indløsning før fjorten (14) dage efter et kvalificerende køb.
11.2 Brug/begrænsninger/udløb af Epic Rewards
Epic Rewards må ikke bruges til at købe varer på websteder (dvs. tredjepartswebsteder) udover Epic-onlinebutikker (herunder Epic Games Store-appen), der accepterer Epic Rewards.

Den maksimale Epic Rewards-saldo, som du må have på ethvert givet tidspunkt, er 500 USD (eller et tilsvarende beløb i deltagerens lokale valuta), eller det maksimale beløb, der er tilladt i din lokale retskreds, hvis dette beløb er lavere end det, der svarer til 500 USD. Hvis din Epic Rewards-saldo vil overstige 500 USD efter et kvalificerende køb, vil du ikke modtage den del af Epic Rewards for købet, som, når den lægges til din eksisterende Epic Rewards-saldo, ville overstige 500 USD. For eksempel, hvis du har en Epic Rewards-saldo på 495 USD og du foretager et køb på 100 USD, der berettiger til 10 USD i Epic Rewards, vil du modtage 5 USD i Epic Rewards. Du kan til enhver tid tjekke din Epic Rewards-saldo på din konto.

Medmindre andet er angivet som en del af programmet, udløber ubrugte Epic Rewards femogtyve (25) måneder efter den dato, de blev optjent.

Epic-kontomidler, som du indbetaler særskilt fra Epic Rewards, udløber ikke.
Epic Rewards anvendes på indkøbskurv-niveau efter dit valg og anvendes i henhold til ‘først ind-først ud’-princippet (dvs. de tidligst optjente Epic Rewards anvendes først). Du er ikke forpligtet til at bruge Epic Rewards, før du bruger kontomidler.

Epic Rewards kan anvendes helt eller delvist til at dække et kvalificerende køb, eller blot en del af et kvalificerende køb. Hvis en Epic Games Store-brugers Epic Rewards-saldo ikke er tilstrækkelig til at dække omkostningerne ved et kvalificerende køb, skal brugeren bruge en alternativ betalingsmetode til at dække købet, såsom tilgængelige kontomidler eller en anden betalingskilde.

Epic Rewards kan ikke duplikeres.

Medmindre andet er angivet, kan Epic Rewards kombineres med andre tilbud, kuponer, rabatter og betalingsmetoder.

Hvis et produkt købt med Epic Rewards refunderes, vil det refunderede beløb blive krediteret tilbage til Epic Rewards-saldoen. Hvis disse Epic Rewards er udløbet på tidspunktet for refunderingen, kan Epic efter eget skøn vælge at forlænge udløbsdatoen for Epic Rewards.

Du kan ikke få refunderet Epic Rewards optjent ved et kvalificerende køb mere end fjorten (14) dage efter, at du foretog det kvalificerende køb.

Hvis du lukker din konto, bortfalder Epic Rewards-saldoen.

Epic Rewards har ingen kontantværdi og kan ikke overdrages, handles eller udbetales.

Epic Rewards har ingen værdi uden for programmet.

Hvis Epic beslutter, at du har overtrådt denne aftale, kan Epic fratrække de Epic Rewards, der er forbundet med en sådan overtrædelse, fra din Epic Rewards-saldo og/eller opsige din konto og ugyldiggøre alle dine optjente Epic Rewards.

For at undgå tvivl, hvis Epic annullerer din konto og/eller din konto suspenderes midlertidigt uanset årsag, herunder, men ikke begrænset til, svig eller en overtrædelse af denne aftale eller eventuelle andre vilkår eller politikker forbundet med den App Store, som du har accepteret, vil du blive udelukket fra programmet, miste alle ikke-indløste Epic Rewards, og eventuelle køb foretaget af dig svigagtigt, i strid med denne aftale eller eventuelle andre vilkår eller politikker forbundet med Epics produkter eller tjenester, vil blive ugyldiggjort.

Du er ansvarlig for alle føderale, provinsielle, statslige og lokale skatter og afgifter, hvis nogen, og påtager dig ansvaret for eventuelle skattemæssige konsekvenser, der måtte opstå som følge af Epic Rewards eller brugen deraf. Eventuel skatteindberetningspligt eller eventuel skattebetaling til en myndighed som følge af modtagelse af Epic Rewards er udelukkende dit ansvar. Det er dit ansvar at søge uafhængig rådgivning om de mulige konsekvenser, som dette måtte have for din egen økonomiske situation.
11.3 Generelle vilkår
Medmindre andet er angivet, er programmet ikke gyldigt i kombination med andre programmer, der tilbydes af Epic. Ved at deltage i programmet accepterer brugere af Epic Games Store-appen (og, såfremt der er tale om en berettiget mindreårig, vedkommendes forælder eller juridiske værge) (i) at fritage, frigøre, og skadesløsholde Epic, dets moderselskab, datterselskaber, tilknyttede selskaber, detailhandlere samt annoncerings- og markedsføringsbureauer, og alle deres respektive ledere, direktører, aktionærer, medarbejdere og agenter (samlet betegnet "fritagne parter") for ethvert ansvar eller skadeserstatninger, der måtte opstå som følge af deltagelse i programmet eller som følge af accept, brug, misbrug eller besiddelse af eventuel Epic Reward eller produkter opnået gennem dette program. Alle gældende føderale, statslige og lokale love og forordninger finder anvendelse.

Fritagne parter er ikke ansvarlige for sent modtagne, tabte, ufuldstændige, forsinkede, unøjagtige, forvanskede, ikke-leverede eller fejlsendte Epic Rewards, belønningsanmodninger, belønninger, fordele, e-mails eller anden form for kommunikation af enhver art; eller for andre fejl eller problemer af nogen art relateret til eller i forbindelse med programmet, uanset om de er trykmæssige, typografiske, tekniske, computerrelaterede, netværksmæssige, menneskelige, mekaniske, elektroniske eller andet, herunder, uden begrænsning, fejl eller problemer, der kan opstå i forbindelse med administrationen af programmet, opgørelsen af Epic Rewards eller i eventuelle programrelaterede materialer. Personer, der konstateres at manipulere med eller misbruge ethvert aspekt af dette program, som agerer på en forstyrrende eller usportslig måde, eller som på anden måde ikke overholder disse vilkår, udelukkende som bestemt af Epic, vil blive diskvalificeret, og alle deres Epic Rewards vil blive ugyldiggjort. De fritagne parter er ikke ansvarlige for skade på eller beskadigelse af brugeres eller andre personers computer eller anden enhed, der er relateret til eller som følge af deltagelse i dette program eller download af materiale fra eller brug af Epic Games Store-appen.

Epic forbeholder sig til enhver tid ret til at ændre, suspendere eller annullere programmet. Eventuelle ændringer, som Epic foretager, træder i kraft halvfems (90) dage efter, at Epic har givet brugeren/brugerne varsel herom, hvilket kan ske enten via e-mail eller via siden Kontoadministration. En brugers deltagelse i programmet efter et sådant varsel vil blive betragtet som accept af sådanne ændringer. Du bør med jævne mellemrum gennemgå Epic Games Store-slutbrugerlicensaftalen for at sikre dig, at du er bekendt med den nyeste version. Alle spørgsmål eller tvister vedrørende programmet, herunder, men ikke begrænset til, spørgsmål vedrørende berettigelse, deltagelse, svig og misbrug, vil blive afgjort af Epic.
12. Lovvalg og jurisdiktion
Du accepterer, at denne aftale anses for at være indgået og effektueret i staten North Carolina, USA, og at eventuel tvist vil blive bilagt i overensstemmelse med lovgivningen i North Carolina, med undtagelse af lovgivning vedrørende lovvalg, samt i overensstemmelse med lovgivningen i USA. Ethvert søgsmål eller enhver retssag, der anlægges for at håndhæve vilkårene i denne aftale eller for at afgøre enhver tvist, skal anlægges ved Superior Court i Wake County, staten North Carolina eller USA’s distriktsdomstol for det østlige distrikt i North Carolina. Du accepterer disse domstoles eksklusive jurisdiktion og værneting. Du giver afkald på ethvert krav om uhensigtsmæssigt forum og enhver ret til en nævningesag. FN-konventionen om aftaler om internationale køb finder ikke anvendelse. Eventuel lov eller forordning, der foreskriver, at en kontrakt skal fortolkes imod den part, der har udarbejdet den, finder ikke anvendelse for denne aftale.
13. Bindende individuel voldgift; Afkald på gruppesøgsmål
LÆS VENLIGST DETTE AFSNIT OMHYGGELIGT. DET PÅVIRKER DINE RETTIGHEDER, HERUNDER DIN RET TIL AT ANLÆGGE SAG VED EN DOMSTOL. DER ER INGEN DOMMER ELLER NÆVNINGETING I EN VOLDGIFT, OG MULIGHEDERNE FOR BEVISOPTAGELSE OG ANKE ER MERE BEGRÆNSEDE I FORHOLD TIL RETSSAGER.

De fleste tvister kan bilægges hurtigt og i mindelighed ved at kontakte Epics kundeservice på https://www.epicgames.com/customer-service. Men vi forstår, at visse tvister ikke altid kan bilægges nemt af vores kundeservice. Dette afsnit forklarer, hvordan du og Epic accepterer at bilægge sådanne tvister, herunder (hvis relevant) ved bindende, individuel voldgift.

Voldgift er en alternativ tvistbilæggelsesprocedure, der gør det muligt for os at bilægge tvister uden den formelle retsproces. Eventuel tvist mellem dig og Epic forelægges en neutral voldgiftsmand (ikke en dommer eller et nævningeting) for en retfærdig og hurtig afgørelse. Voldgift er mere effektiv for både dig og Epic.
13.1 Uformel tvistbilæggelse.
Hvis du har et problem, som vores kundeservice ikke kan løse, accepterer du og Epic, før der indledes voldgift, at forsøge at bilægge tvisten uformelt for at hjælpe os med at nå frem til en løsning og kontrollere omkostningerne for begge parter. Du og Epic accepterer at gøre en indsats i god tro for at forhandle om enhver tvist mellem os i mindst 30 dage (“uformel tvistbilæggelse”). Disse uformelle forhandlinger begynder den dag, du eller Epic modtager en skriftlig tvistmeddelelse i overensstemmelse med denne aftale.

Du skal sende din tvistmeddelelse til Epic Games, Inc., Legal Department, ATTN: NOTICE OF DISPUTE, Box 254, 2474 Walnut Street, Cary, North Carolina, 27518, USA. Angiv dit navn, kontonavn, som du bruger, når du bruger softwaren, din adresse, hvordan vi kan kontakte dig, hvad problemet er, og hvad du ønsker, at Epic skal gøre. Hvis Epic har en tvist med dig, vil Epic sende vores tvistmeddelelse til din registrerede e-mailadresse og eventuel faktureringsadresse, som du har tilvejebragt for os. Tvistmeddelelsen, der sendes af enhver af parterne, skal indeholde afsenderens navn, adresse og eventuelle andre kontaktoplysninger, en beskrivelse af tvisten (herunder eventuelle relevante kontonavne), og hvilken løsning der søges på tvisten. Alle gældende forældelsesfrister vil blive betragtet som suspenderet fra den dag, hvor en af os sender en gyldig tvistmeddelelse til den anden. Du eller Epic kan ikke gå videre til voldgift uden først at have sendt en gyldig tvistmeddelelse og gennemført den uformelle tvistbilæggelsesperiode. I tilfælde af uenighed om, hvorvidt der blev sendt en korrekt tvistmeddelelse, eller om en voldgift blev indledt uden at have gennemført uformel tvistbilæggelse, kan den part, der led skade ved denne undladelse, søge bistand fra de statslige domstole i Wake County, North Carolina, eller hvis der foreligger føderal jurisdiktion, ved USA’s distriktsdomstol for det østlige distrikt i North Carolina, for at forhindre, at voldgiften fortsætter, indtil den uformelle tvistbilæggelse er gennemført, samt for at pålægge den part, der ikke har fulgt processen for uformel tvistbilæggelse, at refundere den anden part for eventuelle allerede påløbne voldgiftsgebyrer og -omkostninger. Epic og du giver jeres samtykke til sådanne domstoles jurisdiktion til dette formål.

Hvis du bor i Den Europæiske Union (“EU”), kan du også være berettiget til at indsende din klage til Europa-Kommissionens online-tvistbilæggelsesplatform (Online Dispute Resolution Platform, ODR). ODR giver EU-forbrugere mulighed for at bilægge tvister relateret til onlinekøb af varer og tjenester uden at gå til domstolene.

Hvis tvisten ikke bilægges gennem den uformelle tvistbilæggelse eller ved småsagsdomstolen (nedenfor), kan du eller Epic indlede en voldgift i overensstemmelse med denne aftale.
13.2 Småsagsdomstol
I stedet for at bruge uformel tvistbilæggelse aftaler du og Epic, at du kan sagsøge os ved en småsagsdomstol efter eget valg i det amt, hvori du bor, eller Wake County, North Carolina (hvis du opfylder kravene for småsagsdomstol). Vi håber, at du først vil prøve uformel tvistbilæggelse, men du er ikke tvunget til at gøre det, før du går til en småsagsdomstol.
13.3 Bindende individuel voldgift.
VOLDGIFTSPROCEDURERNE I DETTE AFSNIT VIL KUN BLIVE GENNEMFØRT PÅ INDIVIDUEL BASIS.

Du og Epic er enige om, at tvister skal bilægges ved bindende individuel voldgift, som gennemføres af
National Arbitration and Mediation ("NAM"), https://namadr.com i overensstemmelse med NAM's omfattende regler og procedurer for tvistbilæggelse, der er gældende på det tidspunkt, hvor tvisten opstår ("reglerne"), som ændret ved denne aftale. Denne aftale påvirker mellemstatslig handel, og håndhævelsen af dette afsnit vil være materielt og proceduremæssigt underlagt den amerikanske føderale voldgiftslov (U.S. Federal Arbitration Act, “FAA”), 9 U.S.C. § 1 ff., og føderal voldgiftslov.

Det betyder, at du og Epic accepterer en tvistbilæggelsesproces, hvor vi indsender eventuel tvist til en neutral voldgiftsmand (ikke en dommer eller et nævningeting), der træffer den endelige beslutning om at bilægge tvisten. NAM bruger erfarne fagfolk til at behandle tvister ved voldgift, hvilket hjælper dig og Epic med at bilægge eventuelle tvister retfærdigt, hurtigere og mere effektivt end ved at gå til domstolene. Voldgiftsmanden kan tilkende dig de samme retsmidler individuelt, som en domstol kunne, men kun i det omfang det er nødvendigt for at opfylde dit individuelle krav.

Voldgiftsmandens afgørelse er endelig, bortset fra en begrænset domstolsprøvelse i henhold til den amerikanske føderale voldgiftslov, og kan håndhæves som enhver anden retskendelse eller dom.
13.3.1 Tvister, som vi accepterer at behandle ved voldgift:
Du og Epic accepterer at indsende alle tvister mellem dig og Epic til individuel bindende voldgift. "Tvist" betyder enhver tvist, ethvert krav eller enhver uoverensstemmelse (bortset fra dem, der specifikt er undtaget nedenfor) mellem dig og Epic, der vedrører din brug eller dit forsøg på at bruge Epic Games Store, softwaren eller tjenesterne, eller som vedrører denne aftale, herunder, uden begrænsning, gyldigheden, håndhævelsen eller anvendelsesområdet af dette afsnit om bindende individuel voldgift.

Du og Epic accepterer at behandle alle tvister ved voldgift, uanset om tvisten er baseret på kontrakt, lov, forordning, bekendtgørelse, skadevoldende handling (herunder svig, vildledende fremstilling, svigagtig påvirkning eller uagtsomhed) eller enhver anden retsteori eller billighedsretlig teori.

Afsnittene om uformel tvistbilæggelse og voldgift gælder ikke for (1) individuelle søgsmål ved småsagsdomstolen, (2) udøvelse af håndhævelsesforanstaltninger via en offentlig myndighed, hvis tilladt ved lov, (3) en klage eller et retsmiddel i henhold til EU's generelle forordning om databeskyttelse, (4) et søgsmål for at pålægge eller opretholde eventuel tidligere voldgiftsafgørelse, (5) Epics ret til at søge påbud mod dig ved en domstol for at bevare status quo, mens en voldgift behandles, (6) krav vedrørende piratkopiering, oprettelse, distribution eller promovering af snyd og krænkelse af immaterielle rettigheder, samt (7) håndhævelse af klausulen om afkald på gruppesøgsmål nedenfor.

Du og Epic accepterer, at det er voldgiftsmanden og ikke en domstol, der afgør, hvorvidt en tvist er underlagt voldgift i henhold til denne aftale.

13.3.2 Voldgiftsprocedure:

Du eller Epic kan indlede behandling af enhver tvist ved voldgift, der ikke løses ved uformel tvistbilæggelse, ved at indgive et “krav om voldgift” til NAM i overensstemmelse med reglerne. Instruktioner til indgivelse af et krav om voldgift til NAM er tilgængelige på NAM’s websted eller ved at sende en e-mail til NAM på commercial@namadr.com. Du skal sende en kopi af ethvert krav om voldgift til Epic Games, Inc., Legal Department, ATTN: ARBITRATION OF DISPUTE, Box 254, 2474 Walnut Street, Cary, North Carolina, 27518, USA. Epic sender ethvert krav om voldgift til din registrerede e-mailadresse og eventuel faktureringsadresse, som du har tilvejebragt for os.

Voldgiften vil blive udført af en enkelt voldgiftsmand. Både du og Epic accepterer, at voldgiften vil blive gennemført på engelsk, og at voldgiftsmanden vil være bundet af denne aftale.

Hvis en høring med personligt fremmøde er påkrævet, vil høringen finde sted i enten Wake County, North Carolina, eller hvor du bor alt efter dit eget valg.

Voldgiftsmanden (ikke en dommer eller et nævningeting) vil bilægge tvisten. Medmindre du og Epic aftaler andet, vil enhver afgørelse eller kendelse indeholde en skriftlig erklæring, der angiver afgørelsen af hvert krav og grundlaget for kendelsen, herunder voldgiftsmandens væsentlige faktuelle og juridiske fund og konklusioner.

Voldgiftsmanden kan kun tilkende juridiske eller billighedsretlige retsmidler, som du eller Epic anmoder om, for at opfylde et af vores individuelle krav (som voldgiftsmanden finder, er understøttet af troværdigt og relevant bevismateriale). I det videst mulige omfang tilladt ved gældende lov, må voldgiftsmanden ikke tilkende afhjælpning mod Epic, for så vidt angår nogen anden person end dig.

Enhver afgørelse eller kendelse kan håndhæves som en endelig dom af enhver kompetent domstol eller, hvis relevant, kan der ansøges om juridisk accept af enhver kendelse og påbud om håndhævelse ved en sådan domstol.
13.3.3 Voldgiftsgebyrer og -sted:
Hvis du indleder voldgiften, skal du betale det NAM-indgivelsesgebyr, der kræves for forbrugervoldgift.

I nogle tilfælde vil Epic hjælpe med dine gebyrer for (forhåbentlig) at finde frem til en hurtig og retfærdig bilæggelse af tvisten:

Hvis tvisten involverer 10.000 USD eller mindre, vil Epic betale hele NAM-indgivelsesgebyret, herunder det gebyr, du ellers ville have været forpligtet til at betale.

Hvis ovenstående ikke gælder for dig, men du påviser, at voldgiftsgebyret vil være uoverkommeligt sammenlignet med omkostningerne ved en retssag, vil Epic betale så meget af dit indgivelsesgebyr, som voldgiftsmanden finder nødvendigt for at forhindre voldgiften i at blive uforholdsmæssigt dyr (i forhold til omkostningerne ved en retssag).

Med henblik på beregning af skadeserstatninger i henhold til dette afsnit, vil lignende krav fremsat af flere sagsøgere repræsenteret af samme eller koordineret juridisk repræsentation blive sammenlagt. Med andre ord, hvis tyve personer, der repræsenteres af samme eller koordineret juridisk repræsentation, ansøger om 1.000 USD hver, vil dette i forbindelse med dette afsnit blive behandlet som et enkelt erstatningskrav, der ansøger om 20.000 USD.

Selv hvis Epic vinder voldgiften, og gældende lovgivning eller reglerne berettiger Epic til at gøre krav på vores andel af NAM-gebyrerne fra dig, gør vi det ikke.

Den gebyrhjælp, der tilbydes ovenfor, er betinget af, at du indgiver voldgiftskravet i “god tro”. Hvis voldgiftsmanden finder, at du har indgivet et voldgiftskrav mod Epic til et uretmæssigt formål, uden grund eller uden tilstrækkelig forudgående undersøgelse af fakta eller gældende lovgivning, vil betalingen af alle gebyrer være underlagt reglerne.

De indgivelsesgebyrer, som Epic accepterer at betale i henhold til dette afsnit, omfatter ikke dine advokatsalærer og -omkostninger, og sådanne salærer og omkostninger medregnes ikke ved vurderingen af, hvor stor en værdi tvisten har.

Epic vil ikke søge refundering af vores advokatsalærer eller -udgifter fra dig i nogen voldgift, selvom loven eller reglerne berettiger os til det. Hvis du vælger at blive repræsenteret af en advokat, skal du betale dine egne advokatsalærer og -omkostninger, medmindre gældende lovgivning foreskriver andet.
13.3.4 Koordinerede indgivelser.
Hvis der sendes 25 eller flere tvistmeddelelser, som indgiver lignende krav og har samme eller koordineret juridisk repræsentation, vil disse blive betragtet som "koordinerede sager" og vil blive behandlet som masseindgivelser eller flere sagsindgivelser i henhold til reglerne, hvis og i det omfang koordinerede sager søges indgivet til voldgift som angivet i denne aftale. Epic eller du kan informere den anden part om, at Epic eller du mener, at sagerne er koordinerede sager, og tvister om, hvorvidt en sag eller sager opfylder den kontraktmæssige definition af "koordinerede sager", afgøres af voldgiftsudbyderen som en administrativ sag. Krav om voldgift i koordinerede sager skal kun indgives til voldgiftsudbyderen i det omfang, det er tilladt i henhold til nedenstående prøvesagsproces ("bellwether-process"). Epic betaler kun sin andel af voldgiftsgebyrerne for koordinerede sager, der indgives til voldgift. Sagsøgerne vil være ansvarlige for deres andel af disse gebyrer. Gældende forældelsesfrister vil blive suspenderet for krav fremsat i en koordineret sag fra det tidspunkt, hvor en part har modtaget en gyldig tvistmeddelelse, indtil den koordinerede sag, i henhold til vilkårene i denne aftale, indgives til voldgift eller, som angivet nedenfor, til retten.

Når den juridiske repræsentation i de koordinerede sager har informeret Epic om, at alle eller stort set alle tvistmeddelelser er blevet tilvejebragt for disse sager, skal den juridiske repræsentation for parterne i god tro drøfte
hvor mange sager, der skal fortsætte i voldgift som "prøvesager", for at give hver side en rimelig mulighed for at teste styrken af deres argumenter. Hvis parternes juridiske repræsentation ikke er enige om antallet af prøvesager, skal et lige antal vælges af voldgiftsudbyderen som en administrativ sag (eller, efter voldgiftsudbyderens skøn, af en procesvoldgiftsmand). Faktorer, som voldgiftsudbyderen kan overveje ved beslutningen om, hvor mange prøvesager der skal påbydes, omfatter tvistens kompleksitet og forskelle i fakta eller gældende lovgivning blandt de forskellige sager. Når antallet af prøvesager er fastlagt, ved aftale eller af voldgiftsudbyderen, skal hver side vælge halvdelen af dette antal blandt de sagsøgere, der har fremsat gyldige tvistmeddelelser, og kun de udvalgte sager må indgives til voldgiftsudbyderen. Ingen andre sager kan indgives, før disse prøvesager er afsluttet, og Epic Games er ikke forpligtet til at betale nogen gebyrer i forbindelse med voldgiftskrav, bortset fra dem, der kan indgives som prøvesager. Parterne anerkender, at bilæggelse af koordinerede sager, der ikke er valgt som prøvesager, vil blive forsinket af denne prøvesagsproces.

Medmindre parterne aftaler andet, skal hver prøvesag overdrages til en anden voldgiftsmand.

Kun prøvesager behandles ved voldgift. Når alle prøvesager er afsluttet (eller før, hvis sagsøgernes juridiske repræsentation og Epic bliver enige herom), skal parterne deltage i en enkelt mægling af alle resterende koordinerede sager, hvor hver side betaler halvdelen af det relevante mæglingsgebyr. Epic og sagsøgernes juridiske repræsentation skal blive enige om en mægler inden for 30 dage efter afslutningen af den sidste prøvesag. Hvis Epic og sagsøgernes juridiske repræsentation ikke kan blive enige om en mægler inden for 30 dage, vil voldgiftsudbyderen udpege en mægler som en administrativ sag. Epic og sagsøgernes juridiske repræsentation vil samarbejde for at sikre, at mæglingen planlægges så hurtigt som praktisk muligt, efter at mægleren er udpeget.

Hvis mæglingen ikke ender med en global løsning, gælder dette voldgiftskrav ikke længere for tvister, der er genstand for koordinerede sager, for hvilke den anden part har modtaget en gyldig tvistmeddelelse, men som ikke blev bilagt i forbindelse med prøvesagsprocesserne. Sådanne tvister kan kun indgives ved de statslige domstole i Wake County, North Carolina, eller hvis der foreligger føderal domstolsjurisdiktion, USA’s distriktsdomstol for det østlige distrikt i North Carolina, og du giver dit samtykke som en del af aftalen til, at sådanne sager udelukkende kan behandles ved disse domstole. Intet i dette afsnit skal fortolkes som et forbud mod, at enten du eller Epic fjerner en sag fra statslig til føderal domstol, hvis fjernelse er tilladt i henhold til gældende lovgivning. I det omfang du fremsætter de samme krav som andre personer og er repræsenteret af fælles eller koordineret juridisk repræsentation, accepterer du at give afkald på enhver indsigelse om, at sammenlægningen af alle sådanne personer er upraktisk. Hvis en tidligere tvist, der kan behandles ved voldgift, bringes for retten, kan sagsøgere søge gruppesøgsmål, men i det videst mulige omfang tilladt ved gældende lovgivning kan de sagsøgende grupper kun omfatte sagsøgerne i de koordinerede sager, der har fremsat gyldige tvistmeddelelser. Enhver part kan anfægte klassificering som gruppe på ethvert tidspunkt i processen og på ethvert tilgængeligt grundlag. De statslige domstole i Wake County, North Carolina eller, hvis der foreligger føderal domstolsjurisdiktion, USA’s distriktsdomstol for det østlige distrikt i North Carolina, skal have beføjelse til at håndhæve denne prøvesagsproces og kan forbyde indgivelse af retssager eller voldgiftskrav, der ikke er foretaget i overensstemmelse hermed. Du giver dit samtykke til sådanne domstoles kompetence til dette formål.

13.3.5 Meddelelse og indgivelse. Hvis en tvist skal behandles ved voldgift, skal du eller Epic indlede voldgift af tvisten inden for to (2) år fra det tidspunkt, hvor tvisten først opstod. Hvis gældende lovgivning kræver, at du fremsætter et krav om en tvist tidligere end to år efter, at tvisten først opstod, skal du indlede voldgift inden for den pågældende tidligere tidsramme. Epic opfordrer dig til at informere os om en tvist så hurtigt som muligt, så vi kan arbejde på at løse den. Manglende rettidig meddelelse vil ugyldiggøre alle krav.

13.3.6 Fortsat virkning. Tvistbilæggelsesprocessen, der er angivet i dette afsnit, vil bestå efter eventuel opsigelse af denne aftale eller Epics levering af tjenester til dig.

13.3.7 Fremtidige voldgiftsændringer. Selvom Epic kan revidere denne aftale efter eget skøn, har Epic ikke ret til at ændre vilkårene for voldgift eller specifikke regler heri med hensyn til eventuel tvist, når først tvisten er opstået, hvis en sådan ændring ville gøre voldgiftsprocedurerne mindre gunstige for sagsøgeren. Hvorvidt de ændrede procedurer er mindre gunstige for sagsøgeren, er et spørgsmål, der skal afgøres af voldgiftsmanden, og hvis flere sagsøgere deltager i koordinerede sager, vil anvendeligheden af de reviderede vilkår for de koordinerede sager blive besluttet af voldgiftsudbyderen som en processag.
13.4 Afkald på gruppesøgsmål.
I det videst mulige omfang tilladt ved gældende lov, for enhver sag, der ikke er underlagt kravet om voldgift (undtagen i det begrænsede omfang, der er beskrevet ovenfor for koordinerede sager), accepterer du og Epic kun at indbringe tvister, krav eller uoverensstemmelser mellem dig og Epic, der vedrører ethvert Epic-produkt eller Epic-produkter generelt, din brug eller forsøg på at bruge et Epic-produkt, eller denne aftale, i en individuel egenskab, og må ikke:
søge at anlægge, tilslutte dig eller deltage i eventuelt gruppesøgsmål eller repræsentativt søgsmål, kollektivt eller gruppebaseret voldgift eller eventuel anden retshandling, hvor en anden person eller enhed optræder i en repræsentativ egenskab (f.eks. private søgsmål af særlig offentlig interesse), eller
at sammenlægge eller kombinere individuelle retssager eller tillade, at en anden gør det uden udtrykkeligt samtykke fra alle parter.
13.5 Vilkårenes uafhængighed.
Hvis enhver bestemmelse i dette afsnit findes ugyldig, uden retskraft eller ulovlig, accepterer du og Epic, at bestemmelsen vil blive adskilt, og resten af aftalen forbliver i kraft og skal fortolkes, som om den adskilte bestemmelse ikke var medtaget. Den eneste undtagelse er, at hvis forbuddet mod gruppevoldgift findes ugyldigt, ikke kan håndhæves eller er ulovligt, er du og Epic enige om, at dette ikke kan adskilles. Hele dette afsnit 13, bortset fra afsnit 13.4, vil være ugyldigt og uden retskraft, og eventuel tvist vil blive bilagt ved domstolene med forbehold for klausuler om værneting og lovvalg, der er angivet i denne aftale. Under ingen omstændigheder må voldgift finde sted på gruppebasis uden Epics udtrykkelige samtykke.
14. Amerikanske regeringsanliggender
Softwaren er et "kommercielt produkt" (som defineret i 48 C.F.R. §2.101), bestående af "kommerciel computersoftware" og "kommerciel computersoftwaredokumentation" (som anvendt i 48 C.F.R. §12.212 eller 48 C.F.R. §227.7202, alt efter hvad der er relevant). Softwaren licenseres kun til slutbrugere i den amerikanske regering som kommercielle varer og kun med de rettigheder, der tildeles andre licenshavere i henhold til denne aftale.
Du erklærer og garanterer over for Epic, at du ikke er (a) beliggende i, organiseret i, eller har fast bopæl i et land eller territorium, der er underlagt en embargo fra den amerikanske regering, eller (b) underlagt restriktioner, der gælder for enhver person eller enhed, der er medtaget på eventuel amerikansk, EU- eller anden regerings liste over forbudte eller begrænsede parter.
15. Ændringer af denne aftale
Epic kan til enhver tid efter eget skøn udstede en ændret version af denne aftale ved at offentliggøre den ændrede aftale på sit websted eller ved at give dig digital adgang til den ændrede aftale via softwaren eller på anden måde. Hvis du ikke kan acceptere eventuel ændring af denne aftale, kan du opsige aftalen i overensstemmelse med afsnit 9, før en sådan ændret aftale træder i kraft, hvorefter du skal stoppe med at bruge softwaren. Ved at bruge softwaren efter at den ændrede aftale træder i kraft eller hvis du på anden måde angiver din accept af den ændrede aftale, accepterer du at være bundet af vilkårene i den ændrede aftale.
16. Ingen overdragelse
Du må ikke, uden forudgående skriftligt samtykke fra Epic, overdrage, overføre, pantsætte eller underlicensere alle eller nogen af dine rettigheder eller forpligtelser i henhold til denne aftale, og ethvert forsøg herpå uden det pågældende samtykke vil være ugyldigt. Hvis begrænsninger på overførslen af softwaren i denne aftale ikke kan håndhæves i henhold til lovgivningen i dit land, vil denne aftale være bindende for enhver erhverver af softwaren. Epic kan til enhver tid overdrage, overføre, pantsætte eller underlicensere alle eller enhver af sine rettigheder eller forpligtelser i henhold til denne aftale.
17. Definitioner
Som anvendt i denne aftale har følgende ord følgende betydninger:

"Epic" betyder, afhængigt af placeringen af din primære bopæl og platformen:

a. Hvis du tilgår: (i) Epic Games Store-appen og er bosiddende i USA; eller (ii) Epic Games-appen, uanset hvor du er bosiddende, i begge tilfælde på Android, Epic Games, Inc., et selskab fra Maryland med hovedkontor på Box 254, 2474 Walnut Street, Cary, North Carolina, 27518, USA;

b. Hvis du tilgår Epic Games Store-appen på Android og er bosiddende uden for USA, Epic Games Commerce GmbH, et schweizisk aktieselskab med hovedkontor på Platz 10, 6039 Root D4, Schweiz, eller

c. Hvis du tilgår Epic Games Store-appen eller Epic Games-appen på iOS, Epic Games Sweden AB, (registreringsnummer 559153-7724), et selskab organiseret i henhold til lovgivningen i Sverige med hjemsted på Västgötagatan 2, 118 27 Stockholm, Sverige.

“Udvikler” betyder den part, der udbyder software til salg via Epic Games Store-appen.
“Epic Games-appen” betyder den ejendomsretligt beskyttede applikation til iOS og Android kendt som Epic Games-appen, der tilbyder funktioner, herunder chatfunktionalitet og tofaktorgodkendelse til Epics produkter og tjenester.
“Epic Games Store-appen” betyder den ejendomsretligt beskyttede applikation til iOS og Android, kendt som Epic Games Store-appen.
"Feedback" betyder enhver feedback eller ethvert forslag, som du giver Epic vedrørende softwaren, tjenesterne eller andre Epic-produkter og -tjenester.

“Softwarespecifikke vilkår” betyder yderligere eller alternative licensvilkår mellem dig og en udvikler, der er specifikke for en bestemt software eller tjeneste.

“Tjenester” betyder eventuelle tjenester, som Epic eller dets tilknyttede selskaber stiller til rådighed for dig via softwaren, herunder tjenester til køb, download eller brug af computerspil eller anden software eller andre tjenester.

“Software” betyder: (i) Epic Games Store-appen, (ii) Epic Games-appen; og (iii) videospil eller anden software, der stilles til rådighed til download eller brug via Epic Games Store-appen. Betegnelsen "software" omfatter også eventuelle programrettelser, opdateringer og opgraderinger til en sådan software, og alt relateret indhold og dokumentation, der leveres med eller til softwaren, herunder, men ikke begrænset til, al softwarekode, titler, temaer, genstande, karakterer, navne, dialog, slagord, lokationer, historier, kunstværker, animation, koncepter, lyde, audiovisuelle effekter, driftsmetoder og musikalske værker, der er relateret til en sådan software, og eventuelle kopier af enhver af de foregående.
18. Diverse
For oplysninger om vores indholdsmodereringspraksisser, bedes du besøge vores sikkerhedscenter.
Epic Games Store-appen kommer med produktanbefalinger til dig for at hjælpe med at forbedre din oplevelse på tjenesten.

Når Epic fremhæver produkter algoritmisk, er dette baseret på en række hovedparametre, herunder samlede brugerinteraktioner med tjenesten (såsom visninger, søgninger og anvendte filtre), oplysninger om en individuel bruger (såsom alder og sprogpræferencer) og oplysninger om selve produktet (såsom produktets udgivelsesdato, om det er betalt eller gratis, dets bedømmelse og antal downloads).

Andre eksempler på vores algoritmiske funktioner omfatter ting som ”topvurderet af spillere”, ”trending” og ”mest populære”.

Denne aftale udgør sammen med tjenestevilkårene, databeskyttelsespolitikken og eventuelle softwarespecifikke vilkår eller andre supplerende vilkår, som du måtte have aftalt med Epic, hele aftalen mellem dig og Epic vedrørende den genstand, som denne aftale dækker. Alle andre kommunikationer, forslag og erklæringer med hensyn til den genstand, der er omfattet af denne aftale, er udelukket.

Originalen af denne aftale er på engelsk, og eventuelle oversættelser tilvejebringes kun til referenceformål. Du giver afkald på enhver rettighed, som du måtte have i henhold til lovgivningen i dit land, til at få denne aftale skrevet eller fortolket på sproget i ethvert andet land.

Denne aftale beskriver visse juridiske rettigheder. Du kan have andre rettigheder i henhold til lovgivningen i din jurisdiktion. Denne aftale ændrer ikke dine rettigheder i henhold til lovgivningen i din jurisdiktion, hvis lovgivningen i din jurisdiktion ikke tillader det. Begrænsninger og udelukkelser af garantier og retsmidler i denne aftale gælder eventuelt ikke for dig, fordi din jurisdiktion eventuelt ikke tillader dem i din særlige situation. I tilfælde af, at en kompetent domstol eller anden retsinstans finder visse bestemmelser i denne aftale uden retskraft, skal disse bestemmelser kun håndhæves i det videst mulige omfang i henhold til gældende lovgivning, og de resterende vilkår i denne aftale skal forblive i fuld kraft og effekt.

Enhver handling udført af Epic med henblik på at udøve, eller den manglende eller forsinkede udøvelse af, enhver af dennes rettigheder i henhold til denne aftale, ved lov eller billighedsret, vil ikke blive anset for at være et afkald på disse eller eventuelle andre rettigheder eller retsmidler, der er tilgængelige i kontrakt, ved lov eller billighedsret.

Du accepterer, at denne aftale ikke tildeler nogen rettigheder eller retsmidler til nogen anden person end parterne i denne aftale, undtagen som udtrykkeligt angivet.

Epics forpligtelser er underlagt eksisterende love og retsprocesser, og Epic kan efterkomme retshåndhævende myndigheders eller tilsynsmyndigheders anmodninger eller krav på trods af eventuelle modstridende vilkår i denne aftale.